Samfundsansvar og velgørenhed
Semler Gruppen er sit samfundsansvar bevidst og er involveret i en række velgørende aktiviteter. Nogle gange med situationsbestemte donationer, som for eksempel vores støtte til jordskælvsofrene i Haiti i 2010, og andre gange i mere tilbagevendende og løbende aktiviteter, hvor samfundsansvar og velgørenhed går hånd i hånd med Semler Gruppens PR-arbejde og image opbygning.
Danmarksindsamling
Volkswagen er aktivt involveret i den årlige begivenhed, ”Den Store Danmarksindsamling”, som hvert år modtager store pengebeløb fra virksomheder og private til støtte for velgørende formål. I januar 2011 stillede Volkswagen fem biler til rådighed, som alene indbragte ca. 1/3 af det indsamlede beløb på godt 87 mio. kr.
Team Rynkeby
For 10. år i træk kørte cykelholdet Team Rynkeby de 1300 km fra Danmark til Paris for at samle penge ind til Børnecancerfonden. SMC-Biler var med som sponsor, og leverede i samarbejde med Volkswagen Erhvervsbiler 30 følgebiler til løbet samt et kontantbeløb til dækning af brændstof. Herudover støttede SMC-Biler sammen med Škoda det gode formål ved at stille en Škoda Fabia til rådighed som præmie i en konkurrence i 2011. Administrerende direktør for SMC-Biler Lars Simper og direktør for SMC-Biler Odense Christian Kjær deltog på det store cykelhold, der også har omfattet ministrene Lars Løkke Rasmussen, Ulla Tørnæs og Eva Kjer Hansen, komikeren Jan Gintberg og mange flere.
Støtte til socialt arbejde
Backspin og selvværd
Volkswagen har valgt at engagere sig i et socialt projekt, der støtter udsatte unge. Backspin & Selvværd er et socialpædagogisk projekt, der med golf som udviklingsværktøj, har til formål at forbedre vanskeligt stillede børn og unges selvværd, selvtillid og selvindsigt Volkswagen støtter i form af sponserede biler til projektet. Læs mere på www.backspinogselvvaerd.dk
Mændenes Hjem
Frivillige medarbejdere fra Semler Gruppen leverer hver fredag overskydende mad fra virksomhedens kantine til Mændenes Hjem. Formålet er at støtte en udsat gruppe medborgere og samtidig udnytte overskydende ressourcer fra virksomheden.
Donationer
I 2012 yder Semler Gruppen økonomisk støtte til en lang række organisationer og foreninger.
Støtte til kultur- og idrætsforeninger og events
Detailforretningerne i SMC-Biler og Semler Audi Detail er aktivt involveret i det lokale foreningsliv, samt forskellige events i de byer, hvor forretningerne er repræsenteret. Dette sker gennem ydelse af forskellige bidrag, sponsoraftaler eller andre former for samarbejde. Herudover er Skandinavisk Motor Co. sponsor og bidragyder i forskellige sammenhænge.
Tilbage til CSR