Forbereder til Semler Retail København

Semler Retail København

Vil du være bindeleddet mellem flere af vores afdelinger og med dit overblik og administrative styrke være én af nøglerne til, at vores kunder på eftermarkedet får den bedste oplevelse? Har du en baggrund inden for bilbranchen som tekniker eller servicerådgiver og ønsker nu en stilling med fokus på driftplanlægning og gode kundeoplevelser? Så er du måske vores nye kollega! 
 
Om stillingen 
I din tværfaglige rolle som forbereder bliver din vigtigste opgave at sikre, at det bookede arbejde på vores kunders biler er korrekt, og at alle detaljer er på plads, før arbejdet på bilen går i gang. Du får stor indsigt i hele vores forretningsdrift og rig mulighed for at have indflydelse på forretningens processer. 
 
Du har dermed en vigtig rolle, hvor du sørger for, at arbejdet forløber på den bedste måde og understøtter en glidende proces. Med dit fokus og flair for struktur er du med til at dine kollegaer på værkstedet og eftermarkedet bliver spillet gode, og vi får de bedste forudsætninger for at sikre en høj kundetilfredshed samt effektivitet. Rollen har en stor berøringsflade hos både kunder som kollegaer. Derfor er kommunikation og formidling en stor del af rollen.
 
I dit arbejde vil du fokusere på, at alle forudsætninger er til stede for, at vores ordrer bliver løst korrekt og på den mest effektive måde. Dine arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte: 
  • Afdække bilens servicehistorik, oprette serviceskemaer og behovet for reservedele til arbejdsopgaven.  
  • Sikre at de rette medarbejdere er sat på opgaverne samt estimere/planlægge opgaven ud fra tid og pris. 
  • Aktivt være i dialog med kunderne, hvis en opgave/aftale skal ændres eller tilrettes. Eller hvis der er spørgsmål som bør afklares inden arbejdet påbegyndes.  
Du er en del af et team, som har overblikket over værkstedets planlægning via IT-systemet. Det er derfor vigtigt, at du kan se dig selv arbejde digitalt og har høje IT-kompetencer og flair for digitalt arbejde.
Alt dette og meget andet løser du sammen med dine kolleger, hvor vi har fokus på det gode samarbejde. I stillingen vil du have en tæt relation til både værksteds- og servicechefen. 
 
Hvem er du? 
Som vores nye kollega i teamet er du motiveret af at få driften til at forløbe effektivt og problemfrit for dine kolleger. Du er god til at holde overblik og tager proaktivt ansvar for hver opgave. 
Du føler det motiverende at sikre, at alle sager overleveres på den bedste måde med det bedste resultat for alle involverede. Samtidig finder du energi i at klæde kunden på til forløbet og ser vigtigheden i et gnidningsfrit værkstedsbesøg for kunden.  
 
Vi forestiller os, at du har kendskab til arbejdsgangene i en bilforretning samt viden om teknikken i bilen og kommer med en baggrund som enten automekaniker/tekniker eller servicerådgiver/teknisk booker. Du har fra dine tidligere stillinger erfaring med at have ansvar for dine egne sager, og du er vant til at arbejde med vores fabrikssystemer (eks. ElsaPro, ETKA, Diss eller AutoCore Portalen).  
 
Om Semler Retail København 
Hos Semler Retail København gør vi meget for, at du kan udvikle dig i dit arbejde gennem nye opgaver og løbende videreuddannelse. 
Vi tilbyder løn efter kvalifikationer, pension, sundhedssikring og en hel del andre meget fordelagtige medarbejdergoder samt muligheden for at blive en vigtig del af en stor og professionel organisation, som tæller over 2.400 dedikerede kollegaer. 
 
Vil du være med? 
Så glæder vi os til at høre fra dig! Du søger stillingen ved at klikke på ”send ansøgning”. 
Ansøgninger behandles løbende.  
 
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte servicechef Thomas Bramsgart på telefon 4322 3007. 

Adresse

Semler Retail København

Banevingen 9

2200 København N