Rikke Hamilton ny direktør for Audi Danmark

12. april 2021

Audi

Danmarks største bilimportør, Skandinavisk Motor Co., udnævnte i januar Lars Kornelius som ny administrerende direktør, og dermed blev rollen som direktør for Audi ledig. Den rolle har Rikke Hamilton nu indtaget.

Rikke Hamilton kommer med mange års erfaring fra et konkurrerende premiummærke og senest fra en stilling som salgsdirektør for Danmark og Sverige. Det er således en rutineret kvinde med solide resultater i bagagen, der netop har sat sig i spidsen for Audi i Danmark.

Lars Kornelius har selv ansat sin afløser, og om valget af Rikke Hamilton siger han: ”Det var vigtigt for mig at finde en person, der matcher Audi brandet, og som kan videreføre ambitionen om at være det mest attraktive og innovative premiumbrand i Danmark. Vi står samtidig midt i en tid med fokus på klimaet og deraf følgende store forandringer i både den politiske debat og den teknologiske udvikling, og det har derfor været vigtigt at finde en kompetent ressource med stort branchekendskab for at kunne navigere i dette. På alle punkter var Rikke det oplagte og perfekte valg.”

Fra den nye direktør lyder det: ”Jeg har glædet mig til at blive en del af Audi og teamet bag. Audi har et stærkt modelprogram og har gennem de seneste år satset stort på elektrificering med introduktionen af SUV’en Audi e-tron, Gran Turismoen Audi e-tron GT, den kompakte SUV Audi Q4 e-tron, der har verdenspremiere lige om lidt den 14. april, samt ikke mindst plug-in-hybrid-udgaver i de fleste modelrækker. Den udvikling ser jeg meget frem til at føre videre i Danmark”.

”Kunden har for mig altid spillet en helt central rolle”, fortsætter Rikke Hamilton. ”I min nye position får jeg muligheden for i højere grad at følge kunderejsen for start til slut og arbejde aktivt med alle elementer i rejsen – sammen med vores forhandlere og servicepartnere. Samtidig får jeg mulighed for at arbejde mere med digitalisering for blandt andet at tilgodese kundernes stigende efterspørgsel efter digital information og dialog.”

”Jeg er glad for at arbejde med premiumbrands, med alt hvad det indebærer, og synes, at Audis produkter på alle mulige måder taler til mig, så jeg glæder mig til den rejse, jeg netop har startet sammen med Audi”, slutter Rikke Hamilton.