29. juli 2025
SEAT
SEAT S.A. har navigeret gennem et udfordrende første halvår 2025, præget af ændret salgsmix, stigende produktionsomkostninger, EU-told på CUPRA Tavascan og intens konkurrence i centrale markeder. På trods af modvinden steg koncernens samlede leverancer med 1,7 % til 302.600 biler, og salget af elbiler mere end fordobledes i perioden.
Særligt CUPRA viser markant fremgang og leverede sit bedste første halvår nogensinde med 167.600 solgte biler, en stigning på 33,4 % sammenlignet med samme periode sidste år. Siden mærkets lancering i 2018 er der nu leveret over 900.000 biler globalt, og CUPRA er på vej mod milepælen på 1 million solgte enheder.
I Danmark havde CUPRA et imponerende halvår med knapt 6.000 udleverede biler og dermed en stigning på over 200%.
- “Første halvår bekræftede det udfordrende marked, vi havde forudset – med øget konkurrence og EU-importtold på CUPRA Tavascan, som påvirkede SEAT S.A.’s samlede resultat,” siger Markus Haupt, CEO for SEAT og CUPRA. - “Vi har fortsat en konstruktiv dialog med EU-Kommissionen og forventer en positiv løsning. Samtidig står vi stærkt med et bredt og konkurrencedygtigt modelprogram, og vi er fuldt engagerede i den elektriske transformation – herunder lanceringen af CUPRA Raval i 2026, der skal demokratisere elektrisk mobilitet i Europa.”
Trods lavere produktion på Martorell-fabrikken i første halvår – som led i forberedelserne til produktionen af Volkswagen Gruppens urbane elbiler – viste Q2 en tydelig forbedring: Driftsresultatet steg fra 5 mio. euro i Q1 til 38 mio. euro i Q2, hvilket markerer et vendepunkt.
- “Disse resultater viser, at vi er på rette spor. Vi har skærpet fokus på margin, omkostninger og udnyttelse af det udvidede modelprogram. Vi ser frem mod et stærkere andet halvår og er overbeviste om, at vi kan fastholde den positive udvikling,” fortæller Patrik Andreas Mayer, Executive Vice-President for Finance og IT i SEAT S.A.
Samtidig understreger CUPRA sin globale ambition, men tilpasser sin internationale strategi ved at udskyde den planlagte USA-lancering, der oprindeligt var sat til 2030.
- “Vi sætter ikke farten ned – vi vælger det rette tidspunkt,” udtaler Sven Schuwirth, Executive Vice-President for Sales, Marketing & Aftersales i SEAT S.A - “Vi fortsætter med at udvide i eksisterende kerneområder og indtræder snart i nye højpotentiale-markeder. CUPRA er kun lige begyndt.”
NØGLETAL – H1 2025, SEAT S.A.:
- Omsætning: 7,6 mia. euro (-2,0 %)
- Driftsresultat: 38 mio. euro (-90,6 %)
- Overskudsgrad: 0,5 % (-4,7 procentpoint)
- Samlede leverancer: 302.600 biler (+1,7 %)
- CUPRA leverancer: 167.600 biler (+33,4 %)
- SEAT brand: 135.000 biler (-21,4 %)